Af Simon Langkjær, historiker og tidligere højskolelærer
Det var med lige dele glæde, ærgrelse og morsomhed, at jeg læste Bjørn Bredals replik til min anmeldelse i majnummeret af Højskolebladet.
Glæde først og fremmest, fordi Bredal rent faktisk havde taget sig tid og gjort sig den ulejlighed først at læse min anmeldelse og bagefter svare på den. Det siger jeg tak for.
Dernæst ærgrelse, fordi Bredal læser min anmeldelse som et forsøg på at gøre ham til skurk og ringeagte hans højskolebidrag til debatten og samtalen om trivsel. Det var ikke tanken med anmeldelsen.
Og til sidst morsomhed, fordi Bredal på den ene side korser sig over min usaglighed, men på den anden side ikke ser sig for god til at træde ned på ”mit niveau”.
LÆS OGSÅ Boganmeldelse: Valget mellem at være vis og at søge sandhed
Fred være med det, hvis mit indlæg enten er for kedeligt, langhåret eller højpandet for nogle. Det kan jeg ikke rigtig stille noget op med. Men ligefrem at kunne udlede, at jeg nærer et selvhad og en dyb foragt for dannelse, livsoplysning, kloge mennesker og såvel bibliotekets som bordets glæder på baggrund af en sølle boganmeldelse?
Den form for moraliserende maksimalisme og halvbagte personanalyse mener jeg ikke, at der er nogen, der bliver særligt oplyste, klogere eller større mennesker af.
Og er det ikke meningen med det hele? Meningen med kritik, højskolevirke, livsoplysning og folkelig oplysning, som vi begge er investeret i: At blive klogere, mere oplyste og større mennesker – i alle henseender – ved fælles hjælp?
Hvad nytter det så at råbe ”spejl!”, når man mener, at man bliver misforstået eller går galt af hinanden? Jeg spørger bare.
Fordi sandheden er, Bjørn Bredal, at jeg ikke kender dig. Og du kender heller ikke mig.
Jeg forstår udmærket godt din indvending og frustration. Men en anmeldelse kan ikke være udtømmende
Simon Langkjær
I min boganmeldelse stræbte jeg udelukkende efter at forholde mig til, hvad du skriver i Du er bestået, og måden, du skriver på – og ikke hvem du er som menneske, eller hvordan du varetager dit hverv og din post som højskoleforstander.
Jeg forholdt mig til din bog – dog, rigtig nok, ikke eksklusivt, da jeg samlæste den med Rune Lykkebergs bog Vi skal gøre det hele på én gang. Det gjorde jeg, fordi jeg mener, at I begge er ude i et folkeligt oplysningsprojekt. Og derfor syntes jeg, at det ville være interessant, set fra et højskoleperspektiv, at sammenholde og tænke over måden, hvorpå bøgerne eksemplificerer og konstituerer to forskellige tilgange til at tale oplysning.
Indrømmet: Jeg kunne have anmeldt din bog for sig selv. Og ja, den indeholder mange andre erkendelser og gode opbyggelige pointer, end dem jeg har valgt at fremhæve. Min anmeldelse er på ingen måde den endelige sandhed – med stort S – om din bog.
Jeg forstår udmærket godt din indvending og frustration. Men en anmeldelse kan ikke være udtømmende, og hver anmelder må finde sin egen vej ind til stoffet for at kunne udmåle en dom. At du så hverken finder min dom retfærdig eller mener, at anmeldelsen lever op til kriterierne for god anmelderskik, kan jeg hverken gøre fra eller til.
LÆS OGSÅ: Er man overhovedet fri på højskolerne?
Jeg mener, hvad jeg skrev. Der er en forskel på din og Rune Lykkebergs bog. En forskel, som du måske ikke selv ser eller ikke vil anerkende. Men den er der.
Skal jeg imidlertid forsøge på at svare på din replik og uddybe nogle af mine overvejelser, vil jeg sige følgende:
Ud fra din bog, Bjørn Bredal, står det klart, at du er en forstander, der går op i dit virke og virkelig lægger dig i selen – både over for dine lærere og dine elever. Du vil dem noget. Og ikke nok med det: Du vil dem noget bestemt. Du har en sag og en idé drevet af overskud og god vilje.
Som du selv formulerer det, ser du det som en vigtig del af din mission og opgave som højskoleforstander at tale om trivsel frem for mistrivsel. At tale i plus frem for i minus.
Det har du forsøgt at gøre i dine essays ved henholdsvis at berette om de opløftende trivselsoplevelser og stjernestunder, der finder sted i livet på en højskole, og ved at sætte disse hverdagseksempler og -oplevelser ind i et større og bredere idéhistorisk-filosofisk perspektiv.
Ud fra din bog, Bjørn Bredal, står det klart, at du er en forstander, der går op i dit virke og virkelig lægger dig i selen
Simon Langkjær
Som du skriver, ser du en selvstændig værdi og pointe i at lytte til ”kloge folk fra idéhistorien, som interesserer sig mere for rummet mellem mennesker, end for hvad der foregår inde i den enkelte. Folk, der tænker i tillid. I møde. I samtale.”
Og derfor insisterer du på at koble hverdagslivets tilsyneladende almindelighed med idéhistoriens og filosofiens højtidelighed, fordi det hæver de små prosaiske øjeblikke op på et højere poetisk niveau.
Med den norske filosof Toril Monis ord: Du forsøger at sige tingene, som de er, ved at finde de rigtige ord i og til de rigtige situationer. At dyrke et sprog, der ikke bare taler om det jævne, muntre liv på jord, men som også forsøger at tale det op.
Alt dette forstår jeg og beundrer jeg. At finde de rigtige ord i og til de rigtige situationer er efterstræbelsesværdigt og bør være retningsgivende for højskolen og den folkelig oplysning. Det vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved.
Nu er det bare sådan, at der altid er en risiko forbundet med ikke bare at finde de rigtige ord, men også med at finde den rette stemme, den rette bevægelse og den rette stil. Med at finde en form, der passer til indholdet, sådan at udtrykket ikke bare formidler en hensigt og et budskab, men også bibringer præcis den indsigt og erkendelsesrejse for læseren, som man selv søger og undergår.
Hvis talen ikke stemmer overens med ordene, gør det en verden til forskel. Det gør forskellen mellem sandhed og visdom. Og det er dét, min kritik går på.
I Du er bestået mener jeg, at der er en uoverensstemmelse mellem ord og tale, der viser sig i bevægelsen fra hverdagens sociale virkelighed til poesi og filosofi, hvilket modarbejder bogens målsætning.
I stedet for at skærpe opmærksomheden for hverdagslivets teater og udforske, hvad det har at sige tænkningen – i og med at livet, som det udspiller sig mellem mennesker, har forrang og altid vil være klogere, mere indsigtsfuldt og mere åndrigt end nogen teori, filosofi eller poesi – er det som om, at det modsatte er tilfældet: At bogen overdænger scenerne fra højskolelivet med citater og boglige referencer og forklarer det ud fra litteraturen.
LÆS OGSÅ Boganmeldelse: Er du dus med himlens fugle?
Lige meget om man i bogen sidder med til en morgensamling, er med til semesterstart, er i selskab med en elev eller befinder sig på højskolens gange, korridorer eller i spisesalen, dvæles der ikke ved, hvilket drama der udspiller sig i egen ret i disse situationer.
I stedet foretages der ved hvert sceneskift et hurtigt ridt ind i tankens land for at udstyre læseren med de rette idéhistoriske regibemærkninger – hvilket ville have givet mening, hvis ikke regibemærkningerne endte med at overskygge selve dramaet. Men det mener jeg, at de gør.
Samtidig hoppes der fra stemning til stemning, fra øjebliksbillede til øjebliksbillede og fra tænker til tænker i en sådan hast, at man som læser af og til mister fornemmelsen af tekstens retning og sammenhæng.
Man når simpelthen ikke at opfange omfanget af de pointer, der forsøges udkrystalliseret – eller at tænke de tanker, der præsenteres, til ende – fordi talen og teksten hurtigt bevæger sig videre og kan være så højstemt og æterisk, at ordene udvandes, og at substansens nuancer går tabt.
Men godt og klogt lyder det, da teksten er skrevet med en æstetikers sikre og stilfulde pen.
LÆS OGSÅ Anmeldelse: Det ville være forfriskende, hvis nogen ville gøre sig den umage at skrive højskolehistorie med dikkedarer
Og for mig er det dét, der konstituerer visdommens tale: At idéhistorien, filosofien, poesien og bragesnakken får lov til at fylde og sætte (højskole)livet, der leves, på plads – ikke omvendt.
Jeg forstår godt, hvis dette lyder som en personlig anklage eller et forsøg at gøre nogen mindre eller større end andre. Men stol på mig, når jeg endnu en gang siger, at det er det ikke.
Hvorfor? Fordi jeg mener, at det er et grundvilkår for alle folkeoplysere, at vi risikerer, at vores begejstring og iver efter at udlægge verden løber af med os, sådan at vores ord og tale kommer til at blokere for den erkendelse og indsigt, vi gerne vil bibringe.
Det er en fælde, som vi alle sammen falder i – også jeg og Rune Lykkeberg! – uanset vores bedste intentioner. Det kan ikke undgås.
Det skyldes, at kunsten med at finde de rigtige ord til de rigtige situationer er en svær balancegang. Om vi falder til den ene eller anden side er uvist.
Eller sagt med andre ord: I vores søgen efter sandhed er der altid en reel fare for, at vi i stedet ender som ufrivillige vismænd og -kvinder.