Af Hans Christian Nielsen, forstander på Roskilde Festival Højskole
I de 181 år, der nu er blevet bedrevet højskole i Danmark, har skolerne formået at skrive sig ind som en vigtig del af Danmarks kulturarv. Derfor møder skolerne i disse år bred politisk opbakning på tværs af de politiske skel i Danmark.
Denne unikke position skal vi være stolte over, men også værne om, for det er ikke givet, at det bliver ved med at være sådan.
Højskolernes rolle og position er altid til forhandling, det er frihedens åg, og der vil altid være kræfter, der vil forsøge at trække højskolerne i en for staten mere specifik og konkret nyttemaksimerende retning.
Jeg har igennem det sidste års tid haft den store fornøjelse at deltage i udviklingen af et demokratiprojekt på tværs af højskolerne i Norden. Det har givet et unikt indblik i, hvordan højskolernes rolle er forskellig i de respektive lande.
Norge er nok det land, der ligner os mest, bortset fra at unge nordmænd kan få finansieret deres ophold via Lånekassen (ikke et ord om Per Hækkerup og nordsøolien i den sammenhæng).
I Finland kan man få merit for sit højskoleophold på universitetet, forudsat at man vælger de rigtige fag. I Sverige fungerer højskolerne som en hybrid ved både at udbyde noget, der minder om HF, forestå svensk undervisning for indvandrere og udbyde korte uddannelser som for eksempel social- og sundhedsassistent.
De færreste unge bor i øvrigt på højskolerne i Sverige.
I Danmark betragtes højskoler som kulturinstitutioner og er derfor underlagt Kulturministeriet. Det er en position, vi skal holde fast i, og i denne kronik vil jeg komme med fire bud på, hvordan vi fastholder og styrker denne position.
Livets skole
Det ligger i vores arv fra Grundtvig, at vi skal være livets skole. Det betyder, at det, man lærer på en højskole, skal være til nytte for det hele menneskeliv og ikke kun den profession, man skal bestride rent arbejdsmæssigt.
Derfor giver det mening at bruge et helt højskoleophold på for eksempel at nørde musik, selvom man ikke har nogen ambition om at blive professionel musiker. For musikken kan være lige præcis det element, der giver det enkelte menneske størst livsglæde og mening, selvom det dyrkes i fritiden og for sjov.
På højskolerne skal vi give eleverne værktøjerne, så de kan leve et jævnt, muntert og virksomt liv, som Grundtvig formulerede det til sine sønner. Helt konkret betyder det i en højskolesammenhæng, at vi ikke skal stræbe efter, at eleverne bliver så gode, at de for eksempel kan optræde på Orange Scene.
Vi skal skabe rum for glæden og livskvaliteten, som er knyttet til at dyrke musik, kunst, idræt, filosofi eller noget helt andet. Vi skal som det første, når eleverne er ankommet til vores skoler, pille den forestilling ud af dem, at det handler om at være den bedste, og at det eneste, der tæller, er 12-taller.
LÆS OGSÅ: Højskolens hjertesager i vores tid
På det jævne er godt nok, og i virkeligheden er det ikke resultatet, der tæller, men glæden ved processen. Det er kernen i de fleste af de aktiviteter, vi på Roskilde Festival Højskole beskæftiger os med, hvad enten man laver kunst, musik eller arrangerer en festival.
At pirke til elevernes nysgerrighed gennem inspirerende historiefortælling anså Grundtvig som den bedste pædagogiske metode – det gælder også i 2025 – og det, at vi er pensum- og eksamensfri, betyder ikke, at man ikke lærer noget, når man er på højskole. Tværtimod.
Når vi lykkes med vores højskolegerning, inspirerer vi eleverne til at bruge alle deres vågne timer på fagene og de emner, vi tager op, simpelthen fordi det er så spændende, at de ikke kan lade være.
Man kan lære mere på en højskole end på nogen anden uddannelsesinstitution, fordi man er der døgnet rundt og forhåbentlig møder nogle dybt engagerede højskolelærere, der kan sætte fut under ens nysgerrighed og virkelyst ikke kun i fagene, men også i det almindelige samvær på skolen.
Den omstilling af vores samfund og leveformer, vi skal lave inden for de næste 30 år, er en forandring, der i størrelse er på samme niveau, som da vores grundlæggere skulle omstille Danmark til at være et demokrati.
- Hans Christian Nielsen
Man bliver aldrig for gammel til at gå i livets skole. Det ser vi på de mange korte kurser rundt omkring i landet, og det er både overraskende og glædeligt, hvor meget god højskole man kan lave på en uge.
For mange af vores kursister på korte kurser kan sådan en uge være livsforandrende, fordi de lærer noget, som kan bringe konkret værdi til deres tilværelse, hvad enten de har sunget gospel, bygget møbler eller har været ude at sejle.
Men forhåbentligt også fordi de har mødt helt andre livsanskuelser og har ført meningsfulde samtaler, der har rykket ved deres forståelse af livet, og hvordan det leves bedst, uanset hvor de er i det.
Det er måske ikke nyttigt i en samfunds-tandhjuls-logik, men det øger trivsel og livsglæde, og mon ikke det kunne aflæses i de samlede velfærdsudgifter, hvis disse kurser ikke var der?
Håbets skole
Højskole vil altid tage udgangspunkt i en tid og de problemstillinger, der er dominerende i samfundet på det givne tidspunkt. Derfor bør klimakrisen optage os alle i bevægelsen i disse årtier.
Den omstilling af vores samfund og leveformer, vi skal lave inden for de næste 30 år, er en forandring, der i størrelse er på samme niveau, som da vores grundlæggere skulle omstille Danmark til at være et demokrati.
Nogle i bevægelsen taler i denne forbindelse om bæredygtig dannelse, hvilket forekommer logisk, men vi skal passe på med at udvande begrebet dannelse ved hele tiden at forsøge at præcisere det ved at sætte noget foran.
Når det er sagt, så bør bæredygtig omstilling være en central problemstilling på alle højskoler i disse år – vores forskelligheder til trods.
Ud over de kolossale udfordringer med at lykkes med selve omstillingen peger en række forskningsrapporter på, at ungdommen helt er ved at miste evnen til at forestille sig en bedre fremtid. Bryan Yazell, lektor på Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber, SDU, har formuleret det således:
“Det er godt, at de unge er godt oplyst om klimaforandringerne, men det er ikke godt, at de føler sig ude af stand til at forestille sig en måde, de kan håndtere dem på.”
LÆS OGSÅ: Vi kan ikke forvente, at det kun er de unge, der redder verden
Dette er ganske bekymrende, for uden håb havner man hurtigt i apati, mismod og følelsen af magtesløshed. Man behøver ikke at være ung for at blive grebet af denne følelse, men det må være vores opgave som bevægelse at inspirere ungdommen til håb og handling.
Men hvordan giver man håb uden at havne i en lalleglad optimisme, der hurtigt kan virke dybt utroværdig?
Her kan vi måske blive inspireret af den konstruktive journalistik, hvor det bedste eksempel i Danmark er Verdens Bedste Nyheder, der på daglig basis sagligt rapporterer om de fremskridt, der sker i verden – nyheder, som sjældent finder plads i den almindelige nyhedsstrøm.
At skabe aktive og engagerede medborgere har altid været højskolens opgave, og samtalen og diskussionen har traditionelt været vores virkemiddel. Det er dog klart, at det ikke er alle elever, der bliver lige inspireret af lige præcis disse pædagogiske metoder.
Man kan lære mere på en højskole end på nogen anden uddannelsesinstitution, fordi man er der døgnet rundt og forhåbentlig møder nogle dybt engagerede højskolelærere, der kan sætte fut under ens nysgerrighed og virkelyst.
- Hans Christian Nielsen
Derfor bør vi genopfinde begrebet aktivisme og give det en anden betydning end en klassisk kampform, der udøves af venstrefløjen.
Aktivisme kan også betyde, at vi sætter handling foran ord, at vi fokuserer på, hvad vi selv kan gøre anderledes, herunder at vi reflekterer over, hvilke konsekvenser vores hverdagsbeslutninger afføder.
En særlig form for aktivisme har fået betegnelsen “artivism”, og den beskriver, hvorledes vi kan bruge kunst og kultur som aktivistiske virkemidler. For i omstillingstider har kunsten en særlig rolle.
Kunsten kan stille spørgsmål, inspirere og bygge bro mellem forskelligheder og forene mennesker på tværs af skel og kulturer og er derfor en vigtig bestanddel af ethvert demokratisk samfund særligt i forandringstider.
LÆS OGSÅ: På højskolerne er kunst og kreativitet uundværlige værn mod tidens kriser
Derfor bør vi som højskoler også fokusere på kunstens og kulturens betydning for menneskers liv, fællesskaber og vores demokrati.
At fokusere på handling fremfor samtale har den indbyggede faldgrube, at vi risikerer at individualisere problemet og påføre vores unge endnu mere skyldfølelse, end de allerede har. Derfor er det vigtigt, at vi pædagogisk anskuer problemstillingen ud fra et både-og-perspektiv og ikke et enten-eller.
Medskabelse bør være et begreb, vi dyrker i vores didaktiske samtaler på skolerne, for medskabelse rummer både handling og det, at vi gør det sammen – individ og fællesskab. For at vi kan skabe noget sammen, er vi nødt til at have en demokratisk samtale om, hvad det er, vi vil.
Først herefter kan vi gøre noget sammen. Her mødes den klassiske diskussionslystne højskole med en ny og mere handlingsorienteret og skabende højskole.
Fællesskabets skole
At højskoler kan noget med fællesskaber, det er der vist ingen, der er i tvivl om, og netop det, at vi er skrevet ind i regeringens nye tiltag “Ungeløftet”, er en anerkendelse af denne spidskompetence.
Den demokratiske dannelse, man får af et højskoleophold, får man i særlig grad af, at alle omkring skolen er fælles om at få livet og fællesskabet til at fungere.
Fællesskaber fungerer kun, hvis der er nogen, der er klar til at yde den ekstra indsats, det kræver at få det til at fungere. Derfor er frivillighed og fællesskab to begreber, der er tæt forbundne.
For en ægte og oprigtig indsats for fællesskabet må i sagens natur være frivillig og ikke baseret på tvang eller pligt.
Derved opbygger vores elever nogle særlige kompetencer, der er yderst anvendelige i civilsamfundet, for civilsamfundets fællesskaber er i meget høj grad båret af frivilliges engagement.
Selvom vi som højskoler helt sikkert deler de universelle lighedsidealer, der ligger i wokeismen, så må vi samtidig tage afstand til den cancel-kultur, der også er en del af woke-bevægelsen.
- Hans Christian Nielsen
I en lang periode i det 20. århundrede blev civilsamfundets betydning for vores demokrati overset til fordel for staten (af venstrefløjen) og markedet (af højrefløjen).
Igennem de sidste 10 år har vi heldigvis set, at civilsamfundet og frivillighedens betydning atter er kommet i fokus, senest med Kongens hyldest til de frivillige i hans første nytårstale i 2024.
I 1850’erne kunne man kende en tidligere højskoleelev på, at han gik og sang på modersmålet bag ploven på sin hjemstavn. I 2025 må håbet være, at man kan kende en højskoleelev på antallet af foreningsbestyrelser eller andet frivilligt arbejde, vedkommende er engageret i.
Der ligger en særlig dannelsesopgave for højskolerne i at få eleverne til at mærke, at fællesskab og frivilligt engagement er tæt forbundet, og forstå, at vores samfund og demokrati kun fungerer, hvis vi engagerer os i det.
LÆS OGSÅ: #HøjskolerneForUkraine: Da krigen brød ud, blev højskoletanken til handling
Samtidig skal de også opleve, at det at engagere sig i frivillige fællesskaber kan være den bedste vej til et liv med mening og trivsel, hvilket dette citat fra en ung kulturfrivillig fra undersøgelsen FLUKS, som Region Syddanmark, Kulturens Analyseinstitut og Designskolen Kolding står bag, så fint illustrerer:
“Fordi jeg er kommet her og har lært mennesker at kende, er jeg kommet ud af min angst, professionel hjælp og min medicin. Simpelthen bare fordi jeg har fået venner og netværk, som har støttet mig og fortalt mig, at jeg er god nok.”
Gode og meningsfulde fællesskaber er den bedste kur mod den aktuelle trivselskrise, og det er højskolernes dannelsesopgave at sikre, at eleverne både har mærket og forstået, at fællesskaber ikke kommer af sig selv, men at det kræver en aktiv og engageret indsats af alle involverede at skabe gode og meningsfulde fællesskaber.
De må også meget gerne have mærket følelsen af at tabe sig selv til fællesskabet og glæden ved at skabe noget for andre med andre.
Værdiernes skole
Enhver højskole skal basere sin undervisning på et selvvalgt værdigrundlag. Denne frihed er et kæmpe privilegium, men også en stor forpligtigelse, som vi som skoler må angribe med den største ansvarlighed.
Vores bevægelse er utroligt mangfoldig, men til trods for vores forskellighed i fag, målgrupper og pædagogiske praksis, så er der en fælles kerne, som vi alle bør støtte op om.
Wokeismen deler vandene i disse år, og tonen er blevet hård og konfrontatorisk, ikke mindst efter at Trump i sin indsættelsestale erklærede, at nu var der kun to køn i USA.
Selvom vi som højskoler helt sikkert deler de universelle lighedsidealer, der ligger i wokeismen, så må vi samtidig tage afstand til den cancel-kultur, der også er en del af woke-bevægelsen.
Vi må insistere på samtalen og respekten for hinanden, når vi er uenige, og vi skal hylde det lyttende menneske, der netop gør alt for at forstå de mennesker, som vedkommende er allermest uenig med.
Højskole vil altid tage udgangspunkt i en tid og de problemstillinger, der er dominerende i samfundet på det givne tidspunkt. Derfor bør klimakrisen optage os alle i bevægelsen i disse årtier.
- Hans Christian Nielsen
Sidste år havde jeg den store fornøjelse at have folkene bag Highlander Folk High School boende en uges tid. De formår at lave højskole for de allerfattigste amerikanere helt uden offentlige tilskud. Vigtigst for dem er kampen for minoriteternes rettigheder og for demokratiet i USA.
De arbejder anderledes end os, primært med korte kurser, og så flytter de i perioder højskolen ud i de lokalsamfund, hvor behovet er størst. Jeg ville ønske for bevægelsen i Danmark, at vi kunne blive inspireret af deres arbejde og dermed også øge diversiteten på de danske højskoler.
Det må være en fælles ambition for skolerne også i de kommende år.
At virke for demokrati og menneskerettigheder kan umiddelbart virke selvindlysende, men demokratiet er skrøbeligt og bliver udfordret fundamentalt i disse år. Fra Hal Koch ved vi også, at demokrati ikke betyder, at flertallet bestemmer, men at ægte demokrati er at søge løsninger, som flest muligt kan se sig selv i.
Det er langsomt, og det er bøvlet, men det er langtidsholdbart. Denne praksis bør vi også anvende i forhold til vores elever, lærere, medarbejdere og vores skolekreds.
LÆS OGSÅ: Vi må ikke glemme de stilfærdige fyrtårne
Den patriarkalske forstanders epoke er slut, og selvom nogle måske nok vil savne fyrtårnenes velformulerede tilsvining af alle andre end deres egen højskole på de hedengangne årsmøder, så er vi i 2025 en samarbejdende bevægelse, hvor vi deler viden og hjælper hinanden med alt det, der er svært.
Lærernes arbejdsvilkår fylder meget i bevægelsen i denne tid. Hvordan udvikler højskolerne sig til at kunne rumme de krav til et arbejdsliv og et privatliv, som nye generationer af højskolelærere forventer i dag? Det er en vigtig samtale.
For spørgsmålet er, hvordan man skaber et hjem og en skole og et miljø fuld af vekselvirkning, poesi og dannelse, når en vigtig del af det miljø også har brug for at kunne gå hjem og lukke døren.
Højskoler er helt unikke ved både at være arbejdspladser og hjem for de ansatte. Derfor skal vi finde vores helt egne svar på disse problemstillinger.
Det ligger i vores arv fra Grundtvig, at vi skal være livets skole. Det betyder, at det, man lærer på en højskole, skal være til nytte for det hele menneskeliv og ikke kun den profession, man skal bestride rent arbejdsmæssigt.
- Hans Christian Nielsen
Og svaret er ikke tidsregistrering og overenskomster, men frihed for lærerne og muligheder for, at deres ægtefæller kan engagere sig på skolerne, så skolen bliver et fælles ærinde for alle dem, der bor på den.
Livets skole, håbets skole, fællesskabets skole og værdiernes skole bør alle kendetegne en højskole anno 2025. Vi har igennem 181 år gjort os fortjent til at blive betegnet som unikke danske kulturinstitutioner.
Derfor er det også helt naturligt, at vi er forankret i Kulturministeriet. Vi skal værne om denne unikke position, for det kan hurtigt gå galt, hvis vi bliver spændt for nyttighedsvognen.
Det er bare at tage til Sverige og besøge en svensk højskole, så ved man, hvor galt det kan gå.